Menu

Referat af Ordinær Generalforsamling 2020

image Referat af Ordinær Generalforsamling 2020 Mørkøv IF Fodbold
21. august 2021 kl. 11:30

 

 

Fredag den 20. august kl. 19.00 i klubbens lokale

 

Dagsorden i henhold til vedtægterne:

Pkt. 1. Valg af dirigent.

Kim Hansson blev foreslået af bestyrelsen, og valgt som dirigent.

Kim konstaterer at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.

 

Pkt. 2. Formandens beretning for året 2020.

Datoen den 11. marts 2020 den glemmer vi aldrig. Jeg husker tydeligt hvad jeg lavede, og hvor jeg var. Sådan tror jeg det er for alle.

Fra den ene dag til den anden vågner vi op til nyheder med nye begreber som. Nedlukning, forsamlingsforbud, zoneinddeling, håndsprit, mundbind, genåbning og meget mere.

Det er en helt ny hverdag, ikke bare for en "lille" fodboldklub i Mørkøv, men for alle. Pludselig skal vi forholde os til, restriktioner, retningslinjer, fodboldens corona regler, baneopdeling, tilskuer- og træningszoner, afspritning og vask af materialer. 

Retningslinjer eller anbefalinger:

Noget der i en lang periode, ændrer sig nærmest hver eneste dag. Hvor nogle er helt klare, og andre kan tolkes på flere måder. 

Opgaven var at sikre trykke rammer, for vores medlemmer:

Hvilket er en kæmpe udfordring, og administrere i en forening, som er baseret på frivilligt arbejde. Alligevel er vi kommet godt igennem "krisen" ved at stå sammen, og i fællesskab overholde ofte helt uforståelige regler. Det har betydet at forældre, ikke har været nervøse for at sende deres børn til fodbold. Ligesom seniorer, oldboys og veteraner heller ikke, har haft betænkeligheder med at møde op. Det har de ikke haft grund til, fordi vi har fulgt myndighedernes retningslinjer og anbefalinger. Samt vores egne tilføjelser, der har været lidt "skrappere" stillet op i flere tilfælde.

Hvordan ser det så ud i dag?

Den linje vi lagde var den rigtige, under nedlukningen i 2020 undlod vi at opkræve kontingent. Og havde i den periode ikke en eneste udmeldelse. Efter en tilbagegang på medlemstallet i 2019, er vi under tiden med corona steget med 10% Vi er ikke helt tilbage, men vi er på vej.

 

 

Sportslige målsætninger:

Vi er en breddeklub, hvor vi skal have det sjovt og der skal være plads til alle. En af målsætningerne er en stor seniorafdeling, i dag har vi tre velfungerende seniorhold, det er godkendt. Et oldboys og et veteranhold, også godkendt. Mange børne- og ungdomsspillere, hvor det er værd at nævne hele fire pigehold, mere end godkendt. I vores holdsamarbejde på U15 drenge årgangen med Svinninge IF (SMIF) blev drengene puljevinder, og sjællandsmester i første halvsæson. Det har rygtes og betydet oprettelsen af endnu et holdsamarbejde, med et U14 drenge hold. Det er også mere end godkendt.

Det sidste er et bevis på at det betaler sig, at "turde" og prøve noget nyt. Og viser vejen vi skal gå, for at holde ungdomsspillerne aktive i klubberne inden overgangen til seniorafdelingen.

Det sker desværre også at vi er nødsaget til at lukke et hold, når vi ikke kan erstatte en træner. Eller der er for få spillere på holdet, til at vi har noget at tilbyde. Det er selvsagt ikke noget vi er glade for, her gør vi hvad vi kan. Det er desværre bare ikke altid nok.

Hvordan ser fremtiden ud?

Spørg man mig ser den god ud, men der er vigtige opgaver der skal løses

Vi er en stor forening med et stærkt sammenhold, og en sund økonomi, der er bygget op gennem en lang årrække.  Det skal vi værne om og bevare, så vi forsat kan være et godt tilbud for vores nuværende og kommende medlemmer. 

Vi skal udvikle os og tænke i nye baner, som i tilfældet med holdsamarbejdet SMIF. men også på andre områder for at kunne følge med udviklingen.

Her er det vigtigt vi har en stærk organisation, som kan bakke op om nye tiltag og ideer.

Det betyder vi skal have flere frivillige hænder og udvalg, hvor vi i fællesskab kan løse opgaverne. Så de ikke hviler på bestyrelsen alene.

Det lyder måske ikke som nogen nem opgave, men når man kan det mange andre steder. Så kan vi også, det har vi altid kunnet. Ellers havde vi ikke haft et idrætsanlæg, som mange ville give deres højre arm for. Vi skal bare være sammen om det, som vi altid har været.

Så Ja! jeg tror på en lys fremtid for Mørkøv IF fodbold.

Min sidste beretning:

Den skulle have været afholdt i januar, så jeg har haft godt 8 måneder ekstra, til at skrive den i. Der har jeg ikke været så effektiv, som jeg ellers plejer at være. Den er skrevet i dag, jeg har skrevet mange, men det her er nok den sværeste.

Da jeg trådte ind i bestyrelsen i 2005, sad Jørgen for enden af bordet og han sidder der stadig. Ikke nok med det, allerede den gang havde han siddet længere end jeg har i dag. Det skal du have et kæmpe tak for Jørgen, jeg havde ikke holdt så længe. Hvis ikke det havde været for din støtte, og den styr på økonomien du har haft undervejs. Tak!

Jeg vil også gerne nævne Claus i de år, hvor han sad på posten som ungdomsformand. Det var et kæmpe arbejde du lavede i de år, og du gjorde en stor forskel. Det skal du have tak for.

Der har været mange bekendtskaber, hvoraf flere er blevet til gode venner.

De trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmer vi har i dag, samt alle dem der har været gennem årene. Tak for jeres indsats

Drenge jeg har trænet, forældre jeg har lært og kende. Det har været en kæmpe fornøjelse.

Af mange dygtige og kompetente, samarbejds- og sparringspartnere kan nævnes. 

  • Mørkøv IF Hovedbestyrelse. 
  • Mørkøv hallens bestyrelse, samt daglig ledere og ansatte i Mørkøv hallen. 
  • Vores venner i Borgerforeningen. 
  • Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune samt Kultur og Fritid.
  • Personalet hos DBU Sjælland og DGI Midt og Vestsjælland.
  • Vestsjællands Fodbolddommerklub. 
  • Og alle mine kontakter i omegnsklubberne. 

Tak for det gode samarbejde.

 

De mange sponsorer som støtter eller har støttet os. Tak! uden jer kan det ikke lade sig gøre og drive en forening.

Fire lange hårde år, der var det hele værd. Med fantastiske mennesker i projekt AG Kunstgræs. Af hjertet Tak.

Med de oplevelser jeg fået i Mørkøv IF, kunne jeg blive ved længe endnu. Så også et stort Tak! til alle jer jeg ikke fik med her.

Det har været en helt igennem fantastisk og lærerig rejse, og være med til at vælge vejen for vores klub. Nu skal nye kræfter til, jeg ved ikke hvem det skal være. Men jeg er klar til at støtte op, men den bagage jeg har samlet op gennem årene.

Med disse ord vil jeg overgive beretningen til forsamlingen.

Beretningen blev godkendt med klapsavler, og Frank blev takket for sit arbejde i klubben.

 

Pkt. 3. Beretning fra kasserer. Aflæggelse af 2020 regnskab for indstilling til

hovedgeneralforsamlingens godkendelse.

Jørgen Reimers Sønksen gennemgik regnskabet for 2020

Konklusion: Mørkøv IF fodbold er kommet godt gennem 2020, med et overskud på 57.707 kr. og en kassebeholdning på 416.080 kr. Hvor vi grundet corona, havde forventet et stort underskud.

Spørgsmål Casper Larsen: Er der planer om at bruge penge på større projekter, med så stor en kassebeholdning? Svar Jørgen R. S. Vi har lige investeret i en måltavle til opvisningsbanen til 55.000 kr. Ellers køber vi de ting vi mangler når der er behov for det.

Regnskabet blev godkendt.

 

Pkt. 4. Fremlæggelse af afdelingens budget for det kommende år.

Jørgen Reimers Sønksen gennemgik budgettet for 2021, som viste et lille underskud 4.000 kr. Det er nærmest umuligt at forudsige, uden en glaskugle. Når vi udover turnerings og udgifter til dommere, ikke på forhånd kender til hvilke aktiviteter året byder på.

 

Der snakkes lidt om budgettet, og udfordringerne ved den slags. Den generelle holdning er at, der er godt styr på økonomien i fodboldafdelingen.

 

Budgettet blev godkendt.

 

Pkt. 5. Behandling af indkomne forslag.

Der var ikke kommet nogen forslag til behandling.

 

Pkt. 6. Fastsættelse af kontingent.

 

Der tales om de forskellige kontingentsatser, stemmer overens med udgifterne på holdene.

Henrik Brandt: Det er måske i underkanten at de billigste kontingenter, der årligt ligger på 500 og 750 kr. Når man holder det op mod udgifter til stævner og materialer. 

Jørgen R. S. Så længe vores økonomi ser ud som den gør nu, er det vel fint nok.

Claus Dahlin: Vi har mange penge på kistebunden, og skal også tænke på at alle skal have råd til at spille fodbold.

Alle er enige om at kontingentet forbliver uændret. I tiden frem til generalforsamlingen i januar 2022, vil bestyrelsen se på om der er for store uoverensstemmelser, i indtægter og udgifterne på satserne.

 

Pkt. 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 

7a. Valg af Formand for 2 år. 

Joachim Dyrby blev valgt for perioden, frem til næste generalforsamling.

 

7b. Valg af Sekretær for 2 år. 

Lars Villadsen modtog genvalg.

 

7c. Valg af to Bestyrelsesmedlemmer for 2 år. 

Kim Hansson modtog genvalg. Henrik Brandt og Brian Marcher blev begge valgt, da Dyrby overtager formandsposten. 

Claus Dahlin, blev takket af forsamlingen for sit mangeårige arbejde i bestyrelsen.

 

7d. Valg af to suppleanter for 1 år.

Simon Jespersen og Frank Saksun blev valgt.

 

 

 

Pkt. 8. Eventuelt.

Under debatten om den ubesatte bestyrelsespost ungdomsformand. Melder Henrik Brandt og Brian Marcher som initiativtagere, da samtalen falder på et ungdomsudvalg. Der skal bestå af forældre repræsentanter, fra alle ungdomshold koordineret af de to som sidder i bestyrelsen. Det blev besluttet at gå videre med ideen, og få sat et møde op i nærmeste fremtid.

 

Herefter takkede dirigent Kim Hansson for god ro og orden.

Luk