Menu

Referat af ordinær generalforsamling 2016 Mørkøv IF Fodbold

image
28. januar 2016 kl. 19:00

Referat af ordinær generalforsamling 2016 Mørkøv IF Fodbold

Mandag den 25. januar kl. 18.30 i klubbens lokaler.

 

  1. Valg af dirigent.

Bestyrelsen foreslog Johnny Vind. Johnny Vind sagde ja og modtog valg.

 

  1. Beretning fra formand.

Frank Saksun oplæste årets beretning.

På sidste års generalforsamling fortalte jeg om nye tiltag som især DBU Sjælland stiller os over for.

Og jeg må sige at det har vist sig ikke at være overdrevet.

Indførelse af elektroniske holdkort. Jo det er en god ide og det er vejen frem med bedre registrering af spillere og spillercertifikater, det er noget som på sigt vil komme alle til gode. Det bakker vi op om i Mørkøv IF

Men måden overgangen fra det gamle til det nye system håndteres på, virker ikke helt gennemtænkt. En konsekvent bødepolitik som ved mindste fejl genererer en bøde, har givet DBU Sjælland en rekord høj indtægt på bødekontoen med ikke mindre end 2,1 mil. i 2015, næsten 0,5 mil. mere end året forinden. Det har været en dyr fornøjelse, ikke kun for Mørkøv IF. Systemet er fuld af huller og faldgrupper, hvad der tidligere var sort og hvidt i tvister, klubberne imellem, er pludselig blevet til gråzoner. Vi har lagt et stort arbejde i at gøre forbundet opmærksomme på hvor vi som klub er kommet i klemme. Vi håber de tager det til sig og får gjort noget ved det i 2016, så vi kan få genoprettet tilliden.

Vores hjemmeside som vi efterlyste hjælp til sidste år, er tæt på at kunne offentliggøres. Det bliver med mange spændende tiltag og i kan godt glæde jer. Hjælpen kom i form af Jesper Lehmann, som har lagt mange timer i projektet, det skal han have tak for.

Tillykke til Multibane-gruppen med fuldførelsen af projektet, indvielsen var en stor oplevelse at være med til og opbakningen gennem hele forløbet har været imponerende. Tak til de af vores medlemmer som bidrog med arbejdet undervejs, vi har glædet os til at indtage banen, som allerede er et hit hos de unge.

Vi har endnu engang oplevet et år hvor pokalskabet er kommet under pres, det skal vi selvfølgelig huske at glæde os over. Men der er mange måder at måle succes på, det handler ikke bare om at vinde eller tabe, i fodbold skal man være forberedt på begge dele, og man skal kunne gøre det med stil. Og det syntes jeg vi er gode til, det er vi fordi vi har en fantastisk træner og lederstab som formår at videregive en god og sund klubkultur til vores unge medlemmer med værdier som respekt, sammenhold og der skal være plads til alle. Det er vigtigt og det skal vi blive ved med, for det gør en forskel.  Men vi er ikke fejlfrie, en gang i mellem går det galt og der er det vigtigt at vi som klub tager ansvar og løser de problemer som opstår på en fornuftig og ansvarlig måde.

Vi har i 2015 oplevet en enkelt episode med racistiske tilråb på banerne – det skal vi helt til livs. Det er uacceptabelt og lever ikke op til de normer vi har i Mørkøv IF. Der er fra bestyrelse og træner taget hånd om episoden, men vi vil forsat have fokus på det. En episode, er en for meget, mere klart kan det ikke siges.

 

Seniorafdelingen

Har gennem de seneste 2 år haft det svært, vi er pt. rangeret i serie 3. med vores 1. hold og 2. holdet rykkede i efteråret ned i serie 5. Der er ikke så mange der flytter klub, de er ret loyale over for Mørkøv, af de drenge som lige nu er registreret som seniorspillere har næsten samtlige spillet minimum 2 år som senior. Af dem vi taler om her er gennemsnits alderen i dag 20,6 år. Det er en meget ung trup, med et stort potentiale og det bliver spændende at følge udviklingen her i 2016.

Organisatorisk er U-19 underlagt seniorafdelingen, de træner også sammen. Hvilket er godt for deres udvikling og fremtidige integrering i seniorafdelingen. Træningen er niveauopdelt, det giver plads til alle og samtidig mulighed for at udvikle den enkelte. U-19 spillerne er ikke medregnet i gennemsnitsalderen på 20,6 år.

 

Ungdomsafdelingen

Er rigtigt godt kørende, jeg oplever et godt samarbejde trænerne i mellem. Det er vi nød til forsat at udvikle på, så vi kan samle årgangene når de bliver ældre og sikre at de spiller 11-mands til de bliver seniorspillere. Men det er ikke nogen nem opgave, det skal vi være opmærksomme på, derfor skal vi have nogle tilbud hvor vi får alle med. Hvad de yngste angår oplever vi hvert år stor tilgang og her er udfordringen at skaffe instruktører nok til at fastholde de unge, det er også en opgave der skal tages alvorligt. På pigesiden halter vi, der mangler vi den eller de trænere som har lyst til at påtage sig den opgave. Der er masser af piger som gerne vil spille fodbold, vi mangler bare et tilbud til dem.

 

Old boysafdelingen

Jeg ved ikke hvad der at sige om den, andet end at det er noget man kan glæde sig til at blive en del af når man bliver gammel nok. Der er et super godt sammenhold og god stemning. Når vores old boysafdeling er som den er, så er det nok fordi vejen dertil som ungdoms og seniorspiller har været god. Det er et vidne om at vi gør noget rigtigt. Og det er vær at nævne nytårsarrangementet, som er i særklasse, det er lige før vi er så mange at det er et problem. Men det er kun positivt.

Vi har gennem flere år oplevet, at det er blevet væsentlig vanskeligere at tiltrække klubsponsorer. Alligevel er vi ikke gået nævneværdigt ned på området. Forklaringen skal findes ved tegningen af flere holdsponsorater. Sponsorerne ønsker i højere grad at yde beløb til konkrete formål. Den er noget vi skal omstille os til og udvikle på.

En stor tak til vores sponsorer for støtten. Som bidrager til uddannelse af vores ledere og oplevelser for vores medlemmer. Jeg vil her opfordre vores medlemmer til at kigge på sponsortavlen på stadion inden i ringer til en håndværker eller går ud og handler. Vi skylder vores venner at give tilbage når vi har mulighed for det. 

Til trænere, ledere samt aktive forældre, tak for indsatsen i 2015. På kræmmermarked, ture for ungdomsholdene (både ind og udlands) juletræssalg, ungdomsafslutning og meget mere. For ikke at glemme, to gange ugentlig træning og kampe i weekenderne. Jeg kan ikke beskrive med ord hvor meget det betyder for vores klub.

Tak til vores bestyrelse, det har været et hårdt år med mange opgaver som skulle løses, det bliver det nok også i 2016. Derfor glæder det mig at alle forsætter i deres nuværende funktioner, men vi skal huske at passe på hinanden. Vi er en klub med mange medlemmer, det er et stort ansvar at få det til at fungere. Kunstgræsbane og multibane samt meget mere, har tæret på kræfterne, det er vigtigt vi husker at vores forpligtigelser først og fremmest ligger i fodboldafdelingen.

Jeg er meget stolt og beæret af og være en del af det fællesskab vi har her i Mørkøv IF. Lad os sammen passe på det og bygge videre i den ånd som vi gør i dag.

Tak for ordet

 

Spørgsmål til beretningen: Hvem har vundet de nye pokaler? Svar: De er vundet ved Ramsing cup og kommunemesterskaberne af bla. U-9 drengene.

Beretningen blev godkendt af alle.

 

  1. Beretning fra kasserer. Aflæggelse af regnskab.

Kasserer Jørgen Reimers Sønksen præsenterede regnskabet for 2015 og konstaterede at der var et underskud på 38.163 kr.

Spørgsmål 1. til regnskab: Hvad skyldes de ca. 10.000 kr. i bøde gebyrer fra DBU Sjælland? og hvad vil i gøre for at forhindre det fremover? Svar: Det skyldes manglende resultatindberetning, Manglende holdkort, afbud, kampændring og protestsager. Det er noget vi skal blive bedre til at undgå, det bliver taget med på træner/leder mødet d. 18. februar 2016.

Spørgsmål 2. til regnskab: Forventer i at det udestående kontingent på 11.800 kr. kommer ind? Svar: Ja, for de flestes vedkommende, ellers blokeres der for tilladelse til at deltage i klubbens aktiviteter. Og man kan selvfølgelig heller ikke få udleveret et spillercertifikat.

Regnskabet blev godkendt af alle.

 

  1. Fremlæggelse af afdelingens budget for 2016.

Kasserer Jørgen Reimers Sønksen gennemgik budgettet for 2016 som indeholdt et lille overskud på 3.000 kr.

Spørgsmål til budget: Er det med vilje, der ikke er afsat penge, til bøder omkring holdkort og protester? Svar: Ja, det vil være at budgetter med dumme bøder. Det gør vi ikke.

Budgettet blev godkendt af alle.

 

  1. Indkomne forslag.

Ingen forslag indsendt til behandling.

 

  1. Fastsættelse af kontingent.

Ingen pris ændringer.

Spørgsmål 1: Er det muligt at U17 kan få 1/2 års kontingent, da der ikke er sikkerhed for at vi har nogle tilbud til dem i efteråret? Svar: Det kan vi godt.

Spørgsmål 2: Kan klubben ikke få mobilpay, så vi kan betale den vej? Svar: Vi arbejder på sagen, det er ikke så nemt når man er en forening. Men vi håber det ikke varer længe.

 

  1. Valg til bestyrelsen samt af suppleanter.

Jørgen Reimers Sønksen som kasserer, Lars Villadsen som næstformand og Henrik Brandt bestyrelsesmedlem, blev alle genvalgt for 2 år.

Som suppleanter blev, Kim Hansson (1) og Jacob Sjørslev (2) valgt for 1 år.

 

  1. Eventuelt.

Frank Saksun efterlyser input til hvordan vi får et bedre fremmøde til generalforsamlingen?

Forslag: Man kunne evt. holde et stævne for old boys og senior afd. med efterfølgende generalforsamling og spisning. Måske en lørdag eller søndag.

Per Martin Hansen mindede om at det er forbudt at ryge i omklædningsrummene, al rygning forgår uden for.

Lars Mortensen foreslår vi laver en fodboldfest, vi har de skønneste faciliteter. Dette kan tage op når vi ved hvad der sker omkring byfesten. Frank Saksun er enig og siger vi skal være bedre til at snakke med andre, inden vi kaster os ud i noget.

Lars Mortensen: Vi bliver nødt til at gøre mere for at få nogle piger i gang, vi har jo ingen pige hold. Men det er nok nogle forældre vi skal have fat i. Frank Saksun: enig. Det koster tid og energi, derfor er det vigtig der kommer nye indover, det skulle gerne være langtidsholdbart.

Johnny Vind: Hvad gør vi hvis hold opløses grundet efterskole, samt stop af andre grunde. Forslag: Vi kan evt. tale med nogle af nabo klubberne om samarbejde. alternativt oprette et 8 mandshold for at holde dem i gang, det er vigtigt det er sjovt. Claus Dahlin forslog at emnet tages op på næste træner møde.

Johnny Vind takkede for god ro og orden, her efter gav han ordet til Frank Saksun.

Frank Saksun takkede Johnny Vind for veludført arbejde. Han afsluttede mødet med tak for fremmødet og forslog at der blev summet under den efterfølgende spisning.

 

Referent

Søren Hansen

 

Luk